Vigtig med de uafhængige rådgivere

Gaihede har markeret sig på markedet, og det er vigtigt for en rådgivningsvirksomhed. Det var et af de budskaber direktør i FRI, Henrik Garver, havde med, da han besøgte os i Valby. Her står han mellem vores tekniske direktør Jesper Krog og adm. direktør Jacob Sachse.

Vigtig med de uafhængige rådgivere

Den uvildige rådgiver er en fordel i mange byggesager, mener direktør i FRI (Foreningen af Rådgivende Ingeniører), Henrik Garver, som var på besøg hos Gaihede.

De rådgivende ingeniørvirksomheder har en markant og vigtig rolle at spille inden for byggeri, mener direktør i FRI (Foreningen af Rådgivende Ingeniører), Henrik Garver, som netop har været på besøg hos Gaihede.

”Uvildigheden fra entreprenøren, og at en rådgiver varetager bygherrens interesser er vigtige for at kunne sikre det bedste resultat – både i forhold til effektivitet og kvalitet”, siger Henrik Garver.

 

FRI besøger både de store og de mindre

Baggrunden for, at Henrik Garver besøgte os i Gaihede, er, at han prioriterer virksomhedsbesøg hos medlemmerne højt – både hos de store og mindre.

Han mener, Gaihede har været god til at markere sig på markedet, og det er vigtigt for en rådgivningsvirksomhed.

”FRI’s medlemmer har meget at vise frem – de gør både en forskel for deres kunder og for samfundsudviklingen. De er en uundværlig del af vores samfunds rammer både i forhold til bygninger, transport, logistik, miljø og meget andet. Det må de gerne fortælle med en vis stolthed”, siger Henrik Garver.

 

Brancheglidning i FRI-virksomheder

FRI oplever, at der sker en del brancheglidning inden for de ansatte hos medlemsskaren. Der er kommet et stigende antal arkitekter hos de rådgivende ingeniørvirksomheder. Det er der også i Gaihede.

”Det er en udvikling, som vi oplever i stadig højere grad. Men det er vigtigt, at hver gruppe stadig holder fast i sin faglighed. Vi skal blandt andet være bedre til at fortælle, hvad de rådgivende ingeniører er gode til”, siger FRI-direktøren.

 

Sachse er enig, men tilfreds med en vis brancheglidning

Adm. direktør i Gaihede, Jacob Sachse, er enig ned Garver.

”Vi kan godt i endnu højere grad fortælle, hvordan vi faktisk gør en stor forskel for vores kunder. De får en ydelse, der skal give bedre kvalitetssikring af en renovering, da vi er professionelle til lige nøjagtig den opgave”, siger han.

Han mener, at en vis brancheglidning er helt fint. Arkitekterne i Gaihede er en fordel for kunderne.

”Vi kan tilbyde en mere bredspektret og nuanceret ydelse i forbindelse med renovering. Vi prioriterer både funktionalitet, holdbarhed og æstetik højt”, siger Jacob Sachse.

Læs alle nyheder her
Få relevante nyheder, cases og gode råd om renovering og vedligehold.

Tilmeld dig Gaihedes nyhedsbrev her